Det lyser op, når man kan mærke menneskene bag

De seneste snart tre måneder har jeg boet i indre København - med langt hjem til min familie og mit hjem i Langå. Jeg sagde ja til at spille på musikforestilling på Folketeatret - bl.a. fordi jeg tænkte, at det kunne være en interessant oplevelse (for første gang) at prøve at bo i hovedstaden. Her vil jeg reflektere over de forskelle jeg har oplevet til min hverdag i lille stationsby i Randers Kommune. Her er min "minus til plus" liste:

 

÷ Trafikken er intens og præget af "mig først"

 

I de første dage måtte jeg tilpasse mig det høje tempo. Jeg lægger mærke til at færdselsregler i høj grad fortolkes individuelt, så de, der har overblik og er let til bens, bevæger sig frit og tager hurtige beslutninger. Det gælder både biler, to-hjulede og fodgængere.

 

Mit instinkt var i starten at følge denne puls, og jeg oplevede mig selv sætte farten op og i høj grad finde mine egne veje i trafikken. Efter en tid gik det op for mig, at jeg følte mig som en "ego røv". En oplevelse hvor jeg løb over vejen foran en langsomt kørende skolevogn, gav mig "røde ører". Siden har jeg valgt at følge færdselsreglerne. Jeg er heldigvis ikke helt alene med denne adfærd. 

 

÷/+ Økonomiske realiteter lægges åbent frem

I butikker har jeg nu to gange haft den oplevelse, at jeg bliver konfronteret med det faktum, at jeg må lægge nogle penge (købe noget), hvis ekspedienten skal bruge tid på mig. Den ene gang forklarede jeg, at jeg via Internettet tidligere har handlet i butikken, hvorefter jeg fik svaret "nå, men så er vi da i gang". 

På en måde synes jeg det er cool, at disse realiteter lægges åbent frem. På den anden side, synes jeg det udtrykker en rå-hed. Jeg kommer til at tænke på et citat fra dokumentar om Ghislain Maxwell: "Det eneste der er pinligt i New York er manglen på penge". 

 

+ Der er plads til rod og personlighed i butikslivet

Jeg glædes over, at der findes butikker med personlighed. Her mærker man at ejeren er stolt af det butikken tilbyder, eller at de bare ikke orker spilde tid på at tilpasse og strømline. Jeg har oplevet dejligt rodede butikker, hvor cykler/musikinstrumenter/lamper ligger hulter til bulter. 

Et andet eksempel er, at man i København kan få repareret elektronik eller sko af et voksent menneske, der selv ejer butikken, og som er stolt af sin viden og sit håndværk. Dette er for mig en stor glæde, og noget som jeg oplever mere og mere forsvinder i byer der lige er nummeret mindre end København.

Som æstetiker kan jeg godt sætte pris på og nyde smuk indretning og gennemførte koncepter - en klar tendens som efterhånden har bredt sig ud til alle landets større byer. Det generer mig dog, når jeg oplever det som marketing-trickserier, hvor ordinære produkter sættes på piedestal. Her lyser det for mig op, når man i stedet kan mærke menneskene bag en butik.

Funky er et dejligt amerikansk ord - det betyder smadret på den fede måde

Alt i alt har det været spændende at opleve København indefra. Man er omgivet af imposante bygninger og kendte mennesker, når man bevæger sig ud fra sit hjem. Det kan gøre, at man føler sig med i det gode selskab på en måde, som taler til ens forfængelighed. Andre gange kan det skubbe til en følelse af mindreværd... 

Mit råd til unge tilflyttere vil være at bevare jordforbindelsen og ikke lade sig forblænde. Livets uretfærdigheder lyser nogle gange klarere op i storbyen. Det er smukt, hvis det kan motivere en til at vælge roen til at mærke efter, og til at følge sit moralske kompas. 

Jeg er taknemmelig for at vi har en tryg og smuk hovedstad

Fællesskab mellem de nordiske lande

Jeg elsker når danskere, nordmænd og svenskere interesserer sig for de kulturelle forskelligheder landende imellem. Der opstår interessante samtaler, når det lykkes at overkomme barriererne, som primært er to ting: Sproget og vores vane med gensidigt drilleri, der kan såre hinandens nationale stolthed. Jeg oplever, at de små forskelle mellem de nordiske lande er top-interessante at studere, fordi vi bliver klogere på alt det, vi er vant til at tage for givet. 

Besværligt er det dog!

Jeg lytter ugentligt til podcasten Norsken, svensken og dansken, som streames på DR. Det er underholdende, tankevækkende og besværet værd for mig - en fin måde at få ugens aktuelle nyheder belyst fra de tre landes forskellige perspektiv. Nogle gange er det fire perspektiver i stedet for tre, da der kan være en gæst inviteret med fra Færøerne, Grønland, Island eller Finland.

Amerikansk lade

Som 26-årig havde jeg selv en stor oplevelse med at flytte fra Aarhus til Göteborg, hvor jeg boede i 3 år. At så meget føltes anderledes kom som en stor overraskelse. En oplevelse jeg nok stadig bearbejder ved at høre samtalerne i podcasten. 

I Sverige lærte jeg mig selv at kende som forstokket og kulturelt låst dansker! Jeg der ellers havde en opfattelse af mig selv som nysgerrig på verden og åben overfor det fremmede - et globalt indstillet menneske med en blandet dansk/amerikansk baggrund - frisat fra national forstokkethed. Det var overraskende hårdt for mig at rumme og omfavne den svenske fællesmængde. Forskellighederne imellem de nordiske lande overrumplede.

Svensk lade

 

Samtidig var der meget at elske i Göteborg. Jeg havde fundet sammen med en modig svensk kæreste, og mit nysgerrige sind blev dagligt stimuleret af alt det anderledes. På nogle fine måder blev der også bygget bro mellem mit USA og mit Danmark. Helt konkret ligner Sverige det "Northern Midwest America" jeg kender fra mine barndoms somre. Bilerne er store, naturen langstrakt og det flerkulturelle præger storbyerne.

Jeg fik foden indenfor det svenske kulturliv i mit arbejde som frilans musiker. Også her oplevede jeg interessante forskelle, til det jeg kendte fra Danmark. I Sverige forekom drivet at være stærkere. Musikere og bands i Sverige havde en alvor, som jeg lærte at værdsætte. 
  En pudsig forskel jeg oplevede på koncertsteder var, at publikum ofte fik mad serveret, mens bandet spiller sit første sæt. Dette oplevede jeg første gang til Marie Bergman koncert på 1. sal i et lille rum med langborde, hvor jeg anstrengte mig for ikke at larme med bestikket. Helt skørt blev det, da jeg senere var til koncert på spillestedet Nefertiti. Det amerikanske hip-hop band The Roots spillede deres hårdtslående første sæt, mens de mere velstående publikummer havde første parket ved små borde, hvor de fik serveret en menu. Vi, der havde betalt almindelig billet, fik ståpladser længere tilbage i rummet. Jeg kunne ikke forestille mig et lignende scenarie i Danmark, hvor magtforskelle helst underspilles.

Som 26-årig var det for mig sundt at blive konfronteret med min forstokkethed. Jeg elsker, at jeg brugte de tre år på at lære svensk og på at udvide min horisont. Jeg elsker også at et savn imod Danmark voksede i mig. Helt rodløs er jeg altså ikke :)

 

Åsa Linderborg, Hilde Sandvik og Hassan Preisler giver pan-skandinavisk familieterapi

Rummeligheds forbilleder

Da jeg og min kæreste var først i trediverne, flyttede vi til landsby-kollektivet Toustrup Mark med vores to børn. Vi boede der i 7 år, og det var i denne tid, vi fik vores tredje barn. I en hverdag med fællesspisning på alle hverdage og månedlige fællesmøder, bliver uenigheder med andre voksne tydelige. Disse uenigheder føles tæt på, fordi vi delte ugentlige arbejdsopgaver på madhold, opvaskehold og havde fælles ansvarsområder. Meget af ens sociale liv foregik desuden sammen med netop de mennesker, man havde oplevet uenigheder med. Dette bidrog alt sammen til, at ens rummeligheds-muskel blev trænet dagligt.

Det blev for mig betydningsfuldt at kunne iagttage forbilleder ud i rummelighed. Et sådant forbillede var parret Johs og Kari, som havde været med til at bygge Toustrup Mark op. Det startede med møder på Thy-lejren i 1970 og med overtagelsen af baraklignende bygninger fra Låsby Svendsens konkurs i 1971. 

Da vi flyttede ind i fællesskabet havde Johs og Kari allerede boet på Toustrup Mark i 36 år, og dermed havde de rummet et stort antal mennesker - også igennem den første tid, som var præget af ønsker om forandring i samfundet.

I dag var vi til begravelse for Johs i Røgen Kirke. Kari er fra Norge og hendes norske familie fortalte i en tale til gravøl om, hvordan det havde taget år før deres familie kunne rumme, at deres datter havde valgt en dansk mand og dermed havde forladt Norge. Andre taler handlede om hvordan Kari og Johs var som ild og vand, og at det var styrken i deres relation. Rummeligheds udfordringer fandtes altså også de to imellem og i den nærmeste familie.

Det var rørende at se det store fremmøde til begravelsen. Mange af de fremmødte var tidligere beboere på Toustrup Mark, der ligesom jeg var blevet berørt af den rummelighed, der strømmede fra deres hjem og spredte sig ud i alle kroge af fællesskabet. Jeg vil slutte af med et citat fra en tekst Johs skrev i 2003. En tekst der inspirerede mig:

"Vi har regler og rammer, som samler os, men det er karakteristisk for Toustrup Mark, at der stadig er en slags demokratisk – anarkistisk tradition fra 1970. Formynder- eller kommissærvælde er der ikke noget af. Tværtimod tror vi på og har tillid til hinanden. Denne tradition er meget værdifuld, da den giver vide muligheder for individuel udfoldelse indenfor fællesskabet."

Harresmælde og Kruset Katost

I dag var jeg til kursus med Karen Bredahl, som er en af ildsjælene bag foreningen Frøsamlerne. Min interesse blev vagt, da jeg hørte Podcasten Vildt Naturligt, hvor Louise Windfeldt medrivende fortæller om deres arbejde for bevarelse af gamle plantesorter, der er fremavlet i Danmark gennem mange år.

1850-1950 var "guldalderen for frø-forædling". Nikolaj Vavilov startede verdens første genbank for planter i Leningrad, 1921. Til gengæld beskrev Kirsten Bredahl perioden 1960-2015 som "den mørke tidsalder". EF-standardisering gjorde, at små frøfirmaer i Danmark lukkede og firmaer som Baysanto, Dowdupont og Syngenta satte sig på frømarkedet og udviklede de dertilhørende sprøjtegifte.

Siden 2015 har Danmark været foregangsland, fordi vores fortolkning af EU's regler giver mulighed for, at ildsjæle kan involverede sig i arbejdet med at levendeholde de traditionelle sorter. Det er dejligt at den negative udvikling nu er vendt!!! Min nysgerrighed er også vakt i forhold til permakultur og vilde spiselige planter.

I foråret 2023 fik jeg hjælp fra Langå Haver, da jeg ønskede at besøge nogle erfarne havedyrkere, inden jeg selv skulle starte op med at dyrke grøntsager i et ubenyttet hjørne af min have. Langå Haver er et fællesskab, der startede som en Facebook-gruppe oprettet af tilflytter, der havde planter i overskud. Omdrejningspunktet er stadig opslag mellem de 330 medlemmer. Opslagene kan f.eks. handle om deling af planter, og tips om hvor man henter hestemøg. Min drøm er, at jeg vha. min have kan tilføre spændende smagsoplevelser og sundhed til min madlavning + opleve glæden ved at se frøene spire og vokse sig store. Det gik godt mit første år som havemand, fordi jeg fik hjælp fra fællesskabet omkring Langå Haver. Nu har jeg også opdaget et internationalt fællesskab omkring frøavl, hvilket øger min lyst til at fortsætte.

Jeg spurgte Kirsten Bredahl om hendes personlige Top 10 af sorter hun dyrker i hendes have. Hun nævnte:

Engelsk spinat fra Hvidkilde
Harresmælde (som spinat)
Gråærter "Regina"
Hønseært
Kruset Katost
Flerårig grønkål fra Myrrhis
Nisa salat
Maravilla di Verano
Australian Yellow Leaf
Kjems Pea Bean (Høj Prinsesse)

Byen Danmark

Dejligt at finde erfaren tekniker i landsby

Jeg har siden jeg med min familie flyttede til Langå oplevet hvordan ressourcer, jeg før forbandt med storbyen, findes i mit opland. 

Indenfor kun 20 minutters køreafstand fra mit hjem har jeg fundet højt specialiserede værksteder. De har ikke butiksfacade og skiltning. I stedet er det ydmyge værksteder, der ligger i tilknytning til private hjem - i kælderen eller i en tilbygning.

I sidste uge fik jeg fintunet min Bassman '65 rørforstærker hos Møller-mod ved Nøddelund, så den kan holde yderligere 58 år!!! Hos Rulleguitar i Hadsten har jeg fået limet en knækket hals på min Hofner Senator bas '64 og fået monteret en ny guitarsaddel i ægte ben.  Mine kontrabasser kommer i hænderne på Robert Knudsen i Bjerringbro, som sørme også håndbygger nye violiner, celloer, kontrabasser og Gamba'er. Alle de her tre værksteder har et netværk af musikere og andre værksteder, der breder sig langt ud i Danmark og til udlandet.

Jeg er storbybo nok til, at jeg lige skulle samle mod til, at lægge min tillid hos en fagperson, der har værksted i en lille prutby - "de kan vel ikke være lige så gode, som dem inde i storbyen". Men den følelse kan jeg mane væk, da jeg kun har gjort gode erfaringer - ikke mindst fordi der ikke er helt så travlt, når man snakker om opgaven. Det er også en god følelse, at det kommercielle drive fylder mindre - hvilket nok især skyldes, at der ikke skal betales en høj husleje hver måned.

Ny bog af Tom Nielsen, beskriver Danmarkshistorie ud fra byudviklingen. Der er kapitler om købstaden, landsbyen, stationsbyen, forstaden og selvfølgelig hovedstaden. Bogens titel Byen Danmark er sjov, og jeg elsker den følelse som voksede i mig, mens jeg læste - en følelse af at vi som mennesker er forbundet, og at grænser (f.eks. mellem land og by) ikke er skarpe, men i stedet er bløde overgange, der er i bevægelse.

En varm måde at opbygge og føle et tilhørsforhold til en by

I landsby kollektivet Toustrup Mark, deltog jeg i fællesmøde hver 14 dag. I en periode var jeg i Forretningsudvalget, som indkaldte til møderne og lavede dagsordener. Især i de første år var det spændende for mig at bidrage til den demokratiske proces i et fællesskab. 

Efter flyt til Langå, var jeg glad for at havne i et fællesskab, som udviklede en plan for bevarelse af den nedrivningstruede stationsbygning. Det var hyggeligt på denne måde at fortsætte vanen med at gå til fællesmøde.

Projektet lykkedes og vi fik et velfungerende kreativt arbejdsfællesskab på stationen i hverdagen med koncertarrangementer i weekender. Jeg fik derfor fornyet lyst til at deltage i frivilligt udviklingsfarbejde i Langå, og overtog rollen som sekretær i foreningen Langå i Udvikling (LiU).

Byfornyelse og ambitionen om en ny bro har været omdrejningspunkt for "LiU" 2014-21. Projekter som nu er gennemført. Den nye bestyrelse 2022 valgte som sit vigtigste formål i de kommende år - at afholde "Det Årlige Borgermøde" sidst i oktober. Den første generalforsamling i foråret blev brugt som en prøveballon - et mini-borgermøde med speed-oplæg, fra de foreninger der havde spændende nyt at dele. Referater kan læses her og her.

Så skete det at Station K pludselig havnede i kraftig modvind, da Banedanmarks planer for elektrificering af toglinjerne involverede, at Langå Station skulle rives ned. Vores kamp for at bevare Stationsbygningen spidsede til i efteråret 2022, og mange Langå borgere var engagerede i denne kamp - bl.a. ved at sende høringssvar til Kommunen. Det lykkedes med hjælp fra Byrådet i Randers at tvinge en ændring af planerne igennem.

Der foregår nu møder, hvor vi fra Station K bidrager med visioner for bygningens potentiale. Et vigtigt mål for os er, at de mange rejsende i fremtiden vil opleve liv og kreativitet, når de ankommer til byen. Vi har derfor fået hjælp af Jette Nikolajew til at skabe visualiseringer af en mere åben bygning, samt udsmykning af den nye bro.

Jeg kan lide at gå til møder med dem jeg kalder mine naboer. Det er en varm måde at opbygge og føle et tilhørsforhold til en by, man har valgt at flytte til.

 

Byt komfort ud - med en fælles sag at brænde for

For tiden viser min kone mig fotos fra 1973, hvor der sidst var oliekrise. Spændende er det, hvilken vinter vi går i møde i år, nu hvor der igen både opleves inflation og knaphed på energiressourcer.

Jeg taler med flere, som allerede nu har ændret deres vaner - tørretumbleren står stille, mindre opvaske tages i hånden, og hvis der skal bruges mængder af strøm, sker det mellem kl. 14 og 15, hvor strømmen er billigst. Flere er også blevet optaget af at køre længere på literen ved mådeholdende kørsel.

Bilfri søndage i 1973

Mange bække små gør jo som bekendt en stor å, så jeg ser spændt frem til, hvad alle disse små adfærdsændringer vil føre med sig... Mit håb er, at overraskende store energibesparelser vil ske på landsplan, og at vi alle dermed bliver bevidstgjort om, hvordan vores små valg har betydning for det større billede. 

Min kone kan blive nedslået ved tanken om fremtidsudsigterne for vores børn. Det skete senest, da vi så Jesper Theilgaard fremlægge de nøgterne tal for mængden af CO₂ i atmosfæren i nyhedsudsendelsen Deadline. Her springer jeg så til med et håb om, at vores børn vil opleve og være del af den omstilling, som allerede foregår. 

Jeg oplever at klimakrisen har ligget som en skygge i hele mit liv. Mine børns tidlige voksenliv, håber jeg, vil blive præget af muligheder for reel forandring.

Et positivt eksempel fra vores nærområde er, at fjernvarmeselskabet i Langå har været på forkant med omstilling til grøn energi. I de seneste år er der opstillet en mark med solvarmepaneler, supleret med varmepumper. Resultatet er, at alle boliger med fjernvarme tilslutning er gået fra 100% fossile brændsler til nu kun 20%. Der er planlagt en udvidelse, så yderligere 85 husstande kommer på fjernvarmenettet.

Familie i 1973 der er rykket tæt sammen iført overtøj

Den danske Folkekirke - i Langå

Da vi i 2015 flyttede til Langå, lå der foran kirken et forladt supermarked. Det var en spøgelses-bygning med hegn omkring. År senere kom nedrivningsfirma, og det blev til en grå byggetomt. At mindes hvordan det så ud dengang, gør den udvikling der nu sker særlig glædelig: Græs og nyplantede træer giver frit udsyn til kirken. Derudover er der påbegyndt byggeri af nyt sognehus. 

De nye bygninger er tegnet af arkitekt Søren Nørgaard. Jeg glæder mig til at se nyt og gammelt byggeri spille op mod hinanden. Mursten fra den gamle bygning, vil blive genanvendt, og moderne ventilationsvinduer vil opvarme bygningen med frisk luft. Foto til højre er taget af Niels Drescher fra Langå-Posten. Man aner den asymmetriske tagryg. 

Min tilknytning til kirken, har jeg primært gennem min kone, som er opvokset med barnetro, og desuden har sunget i kirkekor hele sin ungdom. Jeg oplever dog også en tilknytning gennem min glæde ved bevarelse af gamle bygninger, og gennem min interesse for åndelige spørgsmål. 

I sommeren 2020 kom Søren Ulrik Thomsen til Langå på invitation fra kirken. Ved arrangement på Station K, læste han digte op. Dagen efter optrådte han igen ved Øster Velling Kirke, hvor han fortalte om sit forhold til folkekirken. Grundlæggende handlede det om, at han sent i livet var vendt tilbage til gudstjenesten, og til hans store glæde oplevede, at der i de mellemliggende 30 år ikke var ændret et komma. Han talte derfor imod fornyelse af gudstjenesten, idet han argumenterede for, at det uforanderlige ved kirkens ritualer har en særlig kvalitet.

Glæden ved fornyelse er dog dybt begravet i mit DNA. Glæden ved tradition er jeg taknemmelig for, at jeg har fået en forståelse for med alderen.

Langå - Danmarks Woodstock

Jeg beklager den massive name-dropping i det her indlæg... Jeg kan ikke lade være, fordi det er så forunderligt at opleve at "hele verden" kigger forbi ens lille by.

Det første hus jeg fik fremvist, da jeg overvejede at flytte til Langå med min familie, var det sted Lars Lilholt boede, i den tid han skrev sine mest kendte sange. Det var et livligt hus, hvor der stadig var hippie-motiver malet i loftet. Vi valgte dog i stedet et mindre træhus på en høj placering med udsigt og 300 meter til indkøb. Konstruktion i træ og loft til kip, vækkede min lyst til byggeprojekter.

Som nytilflyttet mødte jeg gode naboer og kolleger, da jeg blev del af en gruppe musikere og arkitekter, som havde det fælles mål at bevare byens Stationsbygning. Efter et par års planlægning med månedlige møder, underskrev vi lejeaftale med DSB-Ejendomme. Vi åbnede efteråret 2017 dørene til Station K, som i hverdagen er arbejdslokaler for kreative, og i weekender kan der afholdes koncerter og Café arrangementer.

Siden har jeg oplevet at byen har udviklet det, der allerede havde vist sig som et DNA for fællesskab, livlighed og kreativitet. Dette er sket ved at kunstnere er flyttet denne vej. Det gælder både skuespillere, designere, musikere og ingeniører med lyst til at lege. Udover Stationen er der også andre nye rum i byen, som har åbnet sig:

• Smuk bygning ved remisen er omdannet til professionelt kreativt værksted for Ida Marie Lebech og Andreas - to tilflyttere.
  
• Bogby 8870 har overtaget butikslokaler i hovedgaden. Her modtages og sælges brugte bøger og lokalt kunsthåndværk. Initiativ af Elsebeth og Thyge - to af byens kulturelle ildsjæle.
  
• Kulturhuset har renoveret en multisal med højt til loftet. Her foregår nu den populære yoga-undervisning, og lokalerne har også været brugt til produktionsøver for Sorten Muld.
  
• Station K fortsætter med at vise hvordan "hele verden kommer til Langå". Senest er der opbygget samarbejder med Randers Spillestedet Turbinen og Aarhus spillestedet Det Turkise Telt. Det har vist sig, at der kommer flere publikummer til koncerterne, når de flyttes fra storbyen til Langå!!!
• Marked & K skaber liv i midtbyen med Byparken eller Bredgade som ramme. Det fungerer smukt som mødested for alle, når de åbner boder med alt fra frilufts-hårklip, en Langå kop eller hjemmebag.
  

Der er dog også mørke skyer på himlen. DSB og Banedanmark planlægger at nedrive stationsbygningen (i forbindelse med omlægning af togskinner og elektrificering). Der er desuden hos mig opstået en følelse af, at Randers Kommunes investeringer i høj grad centreres omkring hovedbyen. 

Min drøm er at Langå vil udvikle sig til at blive Danmarks svar på Woodstock - et samlingssted for frie sjæle, der holder af skovene, stilheden, floden, toget, cykelstierne, og som ikke ærgrer sig over, at der er et godt stykke ud til motorvejen.

 

Dejlig følelse af byde min baskollega Greg velkommen til Langå, da han spillede på Station K

Bor vi ved vandet?

Jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til at en kajak-klub på rekordtid har etableret sig i byen. De fik i 2020 nybyggede lokaler til opbevaring af udstyr, og er dermed blevet en del af miljøet omkring Langå Bådelaug.

Rygtet siger at der også er gode muligheder for at bade i åen...!

Jeg holder af havet, søer og åer - i den rækkefølge. At vælge at bo i Langå, var derfor også et afsavn pga. afstanden til havet. Muligheden for at svømme i Gudenåen var ikke i mine tanker, da jeg i byen havde hørt historier om faren ved den stærke strøm.

Jeg har de første 6 år i Langå affundet mig med at måtte køre til Fussing Sø (20 min.) eller Rygård/Fjellerup Strand (45 min.) for at komme en tur i vandet, da jeg ikke oplever helt samme vandglæde i klorvand. Min søn som nu er 12, har dog alle årene været meget glad for Langå Friluftsbad.

Derfor føler jeg at en ny verden er ved at åbne sig for mig her i byen, efter at jeg er blevet medlem af kajakklubben. Klubben har allerede 70 medlemmer, hvoraf ca. 60 har gennemført træning i ro-teknik og redningsøvelser. Et kursusbevis giver adgang til at benytte klubbens fælles-kajakker. Der er både tur-, hav-, dobbelt-, og junior kajakker, som alle ligger fint på hylder klar til brug.

Jeg ser frem til at udforske muligheder for at plaske i vandet både med og uden fartøj :)

amatør-håndværker

Et 2020 med Corona har for mig betydet mere tid derhjemme pga. aflyst arbejde som musiker. Det har frigivet tid til projekter: Vores møre krydsfiner sternbrædder trængte til udskiftning. Det er en type opgave, jeg normalt ville elske at overlade til en håndværker. Med lidt research på nettet opdagede jeg, at et alternativ til sternbrædder er en vindskede i limtræ, som bestilles efter mål. En løsning man endnu mest ser på nybyggeri, men som nu også pynter på mit tag. 

 

At få et lånt stillads op og ned var den tunge del af projektet. Idéen til at bygge et nyt altan-rækværk i eg opstod - nu hvor stilladset alligevel stod der.

 

 

    

 

Vindskeden har jeg behandlet med sort trætjære lasur, som jeg tidligere har gode erfaringer med på udebænk, terrasse, skur og et lille anneks. Egetræet lod jeg stå ubehandlet, og jeg ser nu frem til at lade tidens tand arbejde med træet. Næsten hvidt træ, som man ser det i strandkanten er jo smukt.

Nymalet er ikke længere idealet for mig. En nøgle til at udvikle byggemetoder, der ikke belaster vores miljø, tror jeg, ligger i det, at lære at opfatte forvitring af gedigne materialer som smukt. 

Inspiration har jeg selv fundet i bøger af Leonard Koren. I hans klassiker fra 1994: "Wabi-Sabi", formidler og analyserer han den japanske æstetik af samme navn. Wabi-Sabi lærer os at se og omfavne, den skønhed der opstår, når man kan aflæse et materiales levede liv i overfladen. Læs evt. også dette tidligere indlæg. Denne indstilling til at omfavne forvitring og skævheder, gør det også endnu sjovere at være amatør-håndværker :)

Haveplan på 1 time

Når jeg tænker tilbage på de 5 1/2 år vi har haft hus i Langå, kan jeg komme i tanke om rigtigt mange projekter, men særligt ét skiller sig ud som vigtigt - det opstod ved en tilfældighed.

Vi kørte til Roeds Planteskole for at kigge på frugttræer. Ved kassen fik vi øje på et tilbud om at få en havearkitekt på besøg i en time. Vi bestilte tid, da det da lød meget sjovt. 

På dagen kom en venlig herre og lavede en hurtig skitse tegnet i hånden. Han foreslog at vi fik en gravemaskine på besøg, for at få fjernet rødder og for at få flyttet jord, sådan at der i stedet for en stor jævnt skrånende grund blev indrettet nogle flade tableauer med stier og trapper imellem. Samtidig gjorde han os opmærksomme på de gode buske, der allerede var plantet, og hvordan vi kunne give dem bedre plads - det tog 1 time.

Allerede den efterfølgende uge fik vi besøg af Søren fra Væth. Han kiggede på tegningen og gik i gang med at grave i silende regnvejr, mens jeg kørte fem trailerfulde buske og trærødder til genbrugspladsen. 

Når vi kigger tilbage, var det et utroligt held, at vi tilfældigvis så opslaget om besøg af havearkitekt. Vi har ikke skullet investere i en masse planter - det vi fik var en plan for at udnytte grunden på en bedre måde. Den tegning, som det tog en fagmand én time at udfærdige, har vist sig at være uvurderlig for os - fra et trist månelandskab opstod en have.

Som bonus kunne havearkitekten fortælle, at de mange bærbuske op mod vejen giver Aronia-bær, som er særligt sunde at spise. De har en lidt bitter smag, men da de jo er proppet med vitaminer og andet godt, har vi forsøgt os frem. Aronia-crumble og Aronia/Banan smoothie smager godt. Her er en opskrift man selv kan eksperimentere ud fra. Vi fryser flere kg ned, så vi har til smoothies og crumble resten af året. 

Smoothie-opskrift til 4-5 personer

1 dl. frosne Aroniabær 

2 frosne bananer 

1 dl. yoghurt naturel

fylder op med mælk eller ris/soyamælk, så det lige dækker.

Smag til med vaniljesukker, citron + evt. lidt vanilleis eller frosne jordbær. Isterninger tilsættes, hvis man vil opnå "hjerne-frys"!

Hvis man vil gå all-in på sundhed, kan man tilsætte en teske hørfrøolie til sin egen portion :)

Dem der elsker Langå

Efter at have boet i Langå i et par år, fik jeg følgende spørgsmål: "Nå, nu er det vel allerede for sent at finde et billigt hus i Langå?" Jeg studsede noget over spørgsmålet - Ja, der var allerede dengang tegn på at unge familier fra Aarhus kiggede denne vej, men at det skulle kunne påvirke boligpriserne...

Jeg tænker nu tre år senere, at det er den virkelighed man har vænnet sig til  i storbyerne. Her har man i nogle kvarterer oplevet at prisstigninger kunne ske i hurtige ryk. Ved finanskriser får de så også et huk nedad. Virkeligheden i provinsen oplever jeg er en anden, og det synes jeg er rigtig fint.

Det bedste for et lokalsamfund er, hvis dem der elsker det mest, har mulighed for at bo der. Man skal derfor så vidt muligt undgå barrierer for - at flytte fra og flytte til. 

Ovenstående to sætninger beskriver en lektie, jeg lærte af mine år i Landsby Kollektiv med ca. 60 beboere. Prisen for en andel blev dengang holdt omkring 30.000 kr. Samtidig havde man kun tre måneders opsigelse, hvis man ønskede at flytte. De 30.000 kr. fik man så tilbage. Dette princip for ind- og udflytning, mener jeg, var en genistreg i forhold til bevarelse af et positivt fællesskab. Når beboere fik andre drømme, havde de mulighed for at forfølge dem. Således blev der plads til nye beboere med positiv energi på stedet.

I en by som Langå har jeg nogenlunde samme følelse: Det er ikke voldsomt dyrt at finde et sted at bo, samtidig er det heller ikke så svært at sælge igen eller finde lejere.

Når nu huspriser er oppe at vende i dette blog-indlæg, vil jeg gerne lige gøre en indrømmelse. Det er sådan, at jeg holder af at udtrykke min kreativitet i byggeprojekter omkring mit hus. Nogle gange mærker jeg en frygt for, at det der gør mig glad, måske ville blive opfattet helt modsat af en ejendomsmægler... Her vil jeg gerne give mig selv et ordentligt spark bagi og råbe: "Vælg det sjove!"

Samme overvejelse kunne man måske gøre som lokalsamfund? Jeg synes, vi skal huske på at hylde byens livlighed, plads til forskellighed og dermed hinandens måder at stritte på. Hvor er det dejligt at vores lokalsamfund ikke er præget af kraftigt svingende boligpriser, så det er dem der elsker Langå, der bor her.

Ordentlig skæv terrasse.

BOLIUS og Køleskabs Sport

Både min kone og jeg holder af at udskyde det med at blive rigtig voksne. En af flere grunde til, at det i 2007 føltes trygt at vælge kollektiv fremfor selv at købe hus. Hvilket vi så havde samlet mod til 7 år senere.

På Toustrup Mark var der indrettet udvalg, som man valgte at bidrage til efter sin personlige interesse. De mest voksne beslutninger blev taget i VU (vedligeholdsudvalg), EU (energiudvalg) og FU (forretningsudvalg).

Min kone var glad for Køkkenudvalget - KU, som spillede en vigtig rolle, fordi køkkenet var fællesskabets hjerte. Jeg selv lagde blødt ud med arbejde i Festudvalget, men over tid voksede min interesse for de mere langtrækkende beslutninger, der blev taget i VU, EU og FU. På de syv år vi boede på Toustrup Mark, nåede jeg derfor at komme hele vejen rundt - simpelthen fordi jeg er nysgerrig og holder af at lære nyt - fra de voksne :)

Nu bor jeg selv i hus og må derfor træde i karakter som voksen! Jeg gør stadig brug af at stille mine naboer dumme spørgsmål - klogere kan man altid blive. En anden måde, jeg holder mig orienteret, er ved at læse BOLIUS (gratis medlemskab for boligejere) - her foregår seriøs erfarings-deling.

Artiklerne behandler langsigtede emner. I denne måned er temaet Grøn Energi, og jeg kan også læse den nyeste viden om asbest-tagplader. De tunge emner bliver blødt op af artikler om have og smarte indretnings-løsninger.

Bolius blad og rent køleskab. Før-billedet blev for klamt :(

Da jeg i dag hentede bladet i postkassen, finder jeg en notits om vigtigheden af at vedligeholde sit køleskab (gennem rengøring). For mig er en stor glæde ved voksenlivet, at jeg passer bedre på mine ting, så de holder længere. Det kunne mine bedsteforældres generation, og det har mange i min generation brug for at genlære. Fint, at vi er gode til at finde et A+++ køleskab til en god pris. Den virkelige udfordring bliver at få det til at holde i 20 år.

Min kone (med anciennitet i KU - køkkenudvalget), vil blive lykkelig over, at ekspertviden har lært mig, at vedligehold af køleskab er lig med at holde det rent :)

Langå har fået ny bro!!!

Dorthe Tapomayi har skrevet en informativ artikel i Langå Posten - Historierne om stationsbroen, som jeg her gengiver i uddrag:

Landsbyen Langå var i mindst 500 år et lille bysamfund bestående af gårde og småhuse samlet omkring kirken. Livet gik sin stille gang, Gudenåen var den vigtigste godstransportvej, og laks var der i overflod. Vejen gik imellem Kirken og åen. Men – i 1860'erne kom jernbanen: strækningen Aarhus-Randers åbnedes i 1862, Langå-Viborg 1863...

...Jernbanen havde betydet store forandringer i Langå, givet vækst og mange arbejdspladser og var på mange måder god for byen – men sporene delte byen i to, nu på langs af den sammenvoksede Langå stationsby og adgangen til Gudenåen kunne kun ske via Væthvejs-broen.. ..Først i 2013 skete der for alvor noget.

Projektet med broen har været i gang i hele 6 år, men løser altså et problem, som har eksisteret siden 1863 :) Fejringen foregik med fakkel-optog fra Gudenåen gennem Egeskoven over den nye bro og med kaffe, kage og musik på Stationen.

Indvielse af nybyggede faciliteter til Kayak

Fakkeloptog på den nye bro

Trængsel på Stationen. De heldige nåede frem til kagerne

Kim Kix har en julesingle ude - GLÆDELIG JUL ALLESAMMEN

Billederne er knipset af Niels Kristian Nielsen

Er national forankring en positiv fællesskabsfølelse?

Efter at have gået på Langå Skole 6.-9. klasse, går min datter i år på 10.å på Eriksminde Efterskole nær Odder. At være med til introarrangementer, og opleve ånden og den demokratiske og kulturelle inddragelse som foregår her, minder mig om, hvordan jeg føler mig hjemme i Danmark. Nationalisme er et træls ord, men fællesskab omkring national forankring, synes jeg er en kilde til både glæde og visdom...

Min indvandrer familie i Thy i 1973. Til venstre er faster på besøg fra USA.

Sådan en som mig kaldes "andengenerationsindvandrer". Mine forældre indvandrede til Danmark fra USA i midten af tresserne, og de taler stadig begge med tydelig amerikansk accent. Lidt i sjov beskriver jeg mit modersmål som "dårlig dansk". Min kone morer sig over, at jeg først som voksen lærte, at det ikke hedder "skildepadde" :)

Min far kunne ikke vende tilbage til USA. Han havde demonstreret offentligt mod Vietnam-krigen ved afbrænding af sine indkaldelsespapirer til hæren og måtte derfor forlade landet eller risikere en længere fængselsdom. Mine forældre var derfor optaget af, at vi blev integreret: Vi fik danske navne og lærte først senere engelsk.

Begge mine forældre har gennem hele min barndom udtrykt glæde ved Danmark og danskhed generelt. Gennem min opvækst voksede en identitet som dansker inden i mig, som jeg delte ud af - også når jeg som barn besøgte familie i USA. Det var sjovt at fortælle historier fra landet (Danmark) hvor uddannelse var gratis, om lukkeloven der gjorde at butikker åbnede og lukkede på faste tidspunkter, om de mange politiske partier, om de høje bil- og benzinpriser o.s.v. Alt sammen MEGET eksotisk at høre om for mine amerikanske fætre, kusiner, onkler, tanter og bedsteforældre. For dem lød det som den rene idyl - omend også noget forvirrende eller ligefrem utopisk.

I dag opleves afstande mellem verdens lande mindre og også vores lille stationsby er forbundet med verden. Det sker bare man åbner sin computer, men vi får også besøg af internationale artister til arrangementer på Station K. Meget har ændret sig på ret få år...

Selv holder jeg af at huske de forskelle, jeg oplevede i min dansk/amerikanske opvækst. Jeg tror på at dansk kultur kan bidrage med noget særligt i verden, og at vi derfor ikke skal pakke den væk. Jeg kender kulturen som en udpræget demokratisk dannelse og en mild skepsis overfor stærke autoriteter. Humor er der også, og den er ofte ikke politisk korrekt.

På min ældste søns gymnasie i Hadsten er nærmest alle overflader på skolens vægge og stolper dekoreret med kruseduller af Hans Krull og Per Kramer - der er både lange tunger og bare bryster.

Kro håb & kærlighed

Langå er for tiden en af de få lokaliteter i Randers Kommune med befolkningstilvækst. En del af dette skyldes sandsynligvis, at Aarhus vokser, og at en afstand på 30 min. i tog gør, at Langå i dag bliver opfattet som opland til Aarhus. En anden grund er, at der i byen er menneskeligt overskud til dels at velkomme tilrejsende, men også at skabe og vedligeholde fælleskaber.

Jeg har hørt yngre familier omtale, at det i valget af by var vigtigt for dem, at der i Langå er et "moderne kulturelt fællesskab" i form af Station K. Det syntes jeg jo var dejligt at høre, fordi jeg her er med til at yde et bidrag i bestyrelsen... Jeg syntes selv, da jeg flyttede til byen, at det var forunderligt, at der i byen var en summen af aktiviteter, som opstod ved at naboer gik sammen. Meget af det er blevet til årligt tilbagevendende traditioner. I denne uge ser jeg f.eks. frem til efterårets store Loppemarked i Hallen. For de loppe-tossede (som mig) er der også Lions loppemarked ved genbrugspladsen - hver første lørdag i måneden.

På høstmarkedet samledes en del i infoteltet for at høre om Langå Kro

Dem med fokus på "moderne kulturelle fællesskaber" bør følge et nyt initiativ, som er ved at forme sig omkring Langå Kro. På høstmarked ved Lottes Gårdbutik d. 28. september var der opstillet en stand, hvor de delte deres tanker om at frikøbe kroen med Folke-aktier. Initiativet hedder "Kro håb & kærlighed". De vil skabe et hus for unge og voksne der vil: samles, spille teater, holde møde, spise. Til beskrivelse af deres mission bruger de ordene: 

Social profil og ansvar

Til dem der vil fællesskab

Lokalt med udsyn

Muligheder & relevans

Samlende & synergi

Hus for alle

Gamle og Nye Rejsende

Vestpark Festival i Langå har eksisteret siden juni 1978. Den er blevet kendt for at præsentere nye danske bands, som står overfor et gennembrud. Vestparken er stedet, hvor Carpark North, Marie Frank, Saybia, Natural Born Hippies, Sparkling June og Ginger Ninja spillede foran et større publikum for første gang. Til denne sommers festival havde min kone en helt særlig følelse, da Zar Paulo spillede - så hold øje med dem!

Rammen om festivalen er en lysning i bøgeskoven bag Langå. Stedet hvor byens borgere i generationer har været samlet til grundlovsfest, 1. maj-taler og andre arrangementer. I år var et af hovednavnene det unge band Barselona. Bandet sendte efterfølgende besked om, at deres to største oplevelser denne sommer, havde været Roskilde Festival og Vestpark i Langå.

Jeg har de sidste tre år bidraget som bassist, når vi dyrker Langås musiker-fællesskab, som vokser år for år, fordi musikere vælger at flytte til byen. Vi kalder bandet for NYE REJSENDE, og det navn peger jo på, at vi ikke har boet i byen helt så længe som visse andre... Flere af mine naboer flyttede til Langå da Folkeskolen udvidede og derfor ansatte en del nyuddannede lærere i 70'erne. Jeg oplever at byen er god til at tage imod tilflyttere.

Souvenirs spillede duo-koncert med opbakning fra NYE REJSENDE.

Jonas var som vores langa-nabo med i NYE REJSENDE for første gang i år.
Higher Ground kunne vi godt synge med på :)

Fra Nanortalik til Langå

Siden min barndom og unge år i 70-80’erne er der sket et statusskift omkring det at bo centralt i en storby. Det er vildt for mig at opleve dette skift, når jeg besøger min barndoms gader på Frederiksbjerg i Århus C. I dag opfattes man som heldig eller privilegeret, hvis man har mulighed for familieliv i en større lejlighed nær centrum af storby. Det er her den kreative klasse finder hinanden, og man kan cykle til det meste. 

Fra min barndom husker jeg en duft af cerut i opgangene, og der var ikke mange børn i kvarteret. Jeg husker det dog også dengang som et fantastisk sted at vokse op. Når jeg i dag ikke savner at give mine børn den samme oplevelse, skyldes det først og fremmest de alt for mange biler, larmen og de opskruede boligpriser. Den lejlighed jeg voksede op i, og som min mor solgte i 1985, koster i dag 14 gange så meget!

Hvis man først har fundet sig til rette i storbyen, føles det som et vildt og livsændrende valg, at flytte helt ud til en lille provinsby. Spørgeundersøgelser viser, at de byboer der vover pelsen, bliver vældigt godt tilfredse med nærheden til natur, og de muligheder det giver at bo billigere. De, der efter noget tid alligevel opgiver og vælger at vende tilbage til storbyen, nævner, at deres drøm om mere fællesskab ikke blev opfyldt.

Fordi min familie oplevede en helt utrolig velkomst fra vores nærmeste naboer, føler vi os nu også motiverede til at velkomme nytilflyttere på samme måde. I søndags var det en nytilflyttet familie fra Nanortalik i Grønland, der kiggede forbi med deres hund. Jeg tror det bliver starten på et rigtig godt naboskab. Jeg synes det er dejligt, når der kommer tilflyttere langvejs fra.

 

Har hørt om helikoptere der er blevet suget ind mod bjergside af et undertryk. 

Derfor var denne flyvetur til Nanortalik i 2016 både smuk og skræmmende.

Økologisk omstilling / dejligt bøvl

Da vi i 2007 flyttede 25 km ud fra Aarhus, lagde vi mærke til, at der var mindre økologi i den lokale brugs, og at man i skolen havde et mere afslappet forhold til sukker. Jeg husker, at vi satte pris på, at vores børn blev rummelige, fordi de lærte, at man kan være et godt menneske på mange forskellige måder. I storbyen er der mere en tendens til, at man omgås folk, der ligner en selv.

Nu er det 2019 og dagligvarebutikker i provinsen er kommet godt med. I Langå er der skarp konkurrence mellem Fakta og Rema 1000. Hvilken af de to butikker, der har mest økologi, styrer, hvor vi handler mest - de er lige i hælende på hinanden, så vi er godt tilfredse :)

Jeg så TV-dokumentar om prestigebyggerier i London, Las Vegas og San Fransisco. Det var skyskrabere i fantasifuld formgivning og fokus var på hurtig byggeproces og høj udnyttelse af de dyre kvadratmeter. Jeg får en følelse af, at man som byboer dagligt oplever en voldsom ekspansiv aktivitet, som ikke ligefrem er i pagt med naturen. Der er også her en grøn omstilling i gang, men det går langsomt. Når jeg selv laver ændringer på mit hus, kan jeg tage ansvar for, at hver beslutning trækker i en god retning - Jeg holder af at genbruge og vedligeholde, og når jeg skal købe nyt, tænker jeg mig godt om.

Økodug, jordskruer, genbrugsfliser og genbrugt konstruktionstræ behandlet med grøn trætjære

Jeg forsøger at undgå nyindkøb af beton, rockwool og trykimprægneret træ. Det giver en langsommelighed til mine byggeprojekter, men det fungerer også som en kreativ gnist. Især er jeg glad, når jeg kan finde på måder at genbruge de materialer, som allerede findes på grunden - det er bøvlet men også en sjov udfordring og det giver færre ture til genbrugspladsen.

Visioner for naboskab

Da vi for nylig afholdt arrangementet: VISIONER OM LANGÅ, blev jeg mindet om vores første møder i Langå Stationsforening. Det er nu to år siden vi endnu bare havde formuleret de drømme, som i dag er realiseret: Den tomme stationsbygning er blevet et kulturelt samlingspunkt i Langå og en arbejdsplads og mødested for enmands-virksomheder og musikere. Vi kalder det Station K.

Det hele startede med en idé, som opstod mellem musiker Anders Nolde Pedersen og arkitekt Søren Nørgaard. Idéen tiltrak hurtigt et hold på otte personer, som holdt månedlige møder for at udvikle en plan for at realisere projektet. Disse møder var for mig et fællesskab, som var en forlængelse af mit hjem, ligesom jeg var vandt til det fra fællesmøderne i Landsbykollektivet Toustrup Mark. At tage et medansvar i foreningen forstærkede min følelse af at "være hjemme" i Langå.

Opbygningsfasen har været både fysisk og mentalt hård - særligt i forbindelse med opbrydning af betongulv, og fordi jeg kom til at melde mig som kasserer i foreningens første år. Så meget desto større er glæden, når visionerne én for én folder sig ud i virkeligheden.

Arrangementet: VISIONER OM LANGÅ var en fremlæggelse af ti arkitektstuderendes projekter for byudvikling i Langå, som foregik på Station K. Plancher og modeller var udstillet i det tidligere DSB-billetsalg - et stort højloftet rum, som vi for første gang fik fyldt med mennesker. Det var rørende, at opleve de studerende fra bl.a. Tyskland, Kina og USA, som udtrykte deres begejstring for byen og naturen omkring den. De gennemgik deres modeller og skitser. Fokus var på at udvikle bymidten og området omkring stationen og bringe det hele endnu tættere på naturen. Særligt smukke var de mange illustrationer, som viste, hvordan byens nedlagte remise kunne genoplives og blive synlig fra de gennemkørende tog.

Efter fremlæggelsen fortsatte arrangementet ovenpå i den café med scene, som vi har haft stor glæde af siden efteråret 2017. Tom Nielsen havde lovet mad til sine elever, vi andre kunne købe for en tyver. Jeg elskede den stemning, som opstod i lokalet: varm håndspillet musik, internationale gæster og ikke mindst naboskab.

Højvej - nu som kollektiv

Langå har kuperet terræn. Vi bor øverst på den måske stejleste vej i hele Randers Kommune: Højvej.

Jeg mindes et af mine første besøg til byen, inden vi var flyttet ind. Jeg faldt i snak med to ældre herrer på en bænk udenfor kiosken. Da jeg fortalte, at jeg havde kig på et hus, der lå øverst på Højvej med udsigt henover byen, morede de sig. Den ene sagde: "Jeg har boet i Langå hele mit liv og ALDRIG har jeg sat min fod på Højvej, og jeg kommer heller ikke til det". Den ældre herre forklarede videre, at han om vinteren morede sig med at kigge på biler, der glider ned ad Højvej og havner i hækken overfor.

En anden oplevelse var da en cykel-entusiast fra Laurbjerg kiggede forbi på sin ryttercykel. Han påstod stolt, at han engang var kørt op og ned ad Højvej 18 gange i træk!

Sidste weekend afholdt vi vejens første "Arbejdslørdag". Vi har tidligere mødtes til den årlige vejfest og et enkelt rejsegilde. Denne gang mødtes vi i arbejdstøjet. Opgaven var at udbedre nogle store ujævnheder, som var opstået på det nederste stykke af vejen. 

Fliser op - rense dem - udjævne terræn - stampe - lægge fliser - stampe igen. 

Resultatet blev forrygende! Vi fik ovenikøbet to hyggelige dage sammen, så kollektiv-stemningen er ved at indfinde sig.

Langå Station - min port til hele verden.

Jeg er ikke utryg ved at flyve, men bøvlet med at komme ind og ud af en lufthavn med musikinstrument irriterer mig. Da jeg var klar til at bestille flybilletter til to koncerter i Holland, opstod tanken om at tage toget i stedet. Jeg tænkte på hvor dejligt det kunne være at stige på et tog i Langå, have god tid til fordybelse på rejsen og derefter stå udhvilet af toget i Utrecht/Holland - klar til at spille en koncert. Måske kunne jeg endda få et af mine børn med på rejsen...?

For at være fremme sidst på eftermiddagen, måtte vi med en afgang kl. 5.26 fra Aarhus. Dette rejsetidspunkt havde den meget rimelig pris på under 1.000 kr. for os begge, da børn på 14 år rejser gratis med! Merpris for at rejse på første klasse var under 200 kr. så den oplevelse tog vi med :) 

Jeg har positive følelser knyttet til jernbanen. Jeg holder af at mærke togets bevægelser, mens jeg tager en lur. Min bedste soveoplevelse fik jeg på tur med sovevogn til Tjekkiet. Mange husker nok også lyden af togets fart, når man som barn stak hovedet ud af vinduet. Da de nye IC3 tog blev lanceret i 1990, var det for mig en futuristisk drøm pga. de flotte sæder og den magiske håndbevægelse i luften, som åbnede døre.

Denne tur med min datter blev også magisk. Allerede inden vi nåede Tyskland var vi forsinkede, hvorfor rejseplanen blev ændret undervejs. Det hele foregik dog i ro og mag og de udfordringer vi mødte, kunne vi klare ved at spørge de andre rejsende om hjælp. Jeg holdt af at kigge på landskabet og lærte sammen med min datter nyt om geografien, når vi krydsede floder.

Det lykkedes desværre ikke at finde en afgang fra Langå så tidligt om morgenen, men gennem at bo i stationsby banker mit hjerte nu igen for rejser med tog, og især for at undersøge muligheder for at lade Langå Station blive min port til hele verden. 

 

Billede taget af min datter - fra vores koncert i Rotterdam