torsdag den 26. januar 2023

En varm måde at opbygge og føle et tilhørsforhold til en by

I landsby kollektivet Toustrup Mark, deltog jeg i fællesmøde hver 14 dag. I en periode var jeg i Forretningsudvalget, som indkaldte til møderne og lavede dagsordener. Især i de første år var det spændende for mig at bidrage til den demokratiske proces i et fællesskab. 

Efter flyt til Langå, var jeg glad for at havne i et fællesskab, som udviklede en plan for bevarelse af den nedrivningstruede stationsbygning. Det var hyggeligt på denne måde at fortsætte vanen med at gå til fællesmøde.

Projektet lykkedes og vi fik et velfungerende kreativt arbejdsfællesskab på stationen i hverdagen med koncertarrangementer i weekender. Jeg fik derfor fornyet lyst til at deltage i frivilligt udviklingsfarbejde i Langå, og overtog rollen som sekretær i foreningen Langå i Udvikling (LiU).

Byfornyelse og ambitionen om en ny bro har været omdrejningspunkt for "LiU" 2014-21. Projekter som nu er gennemført. Den nye bestyrelse 2022 valgte som sit vigtigste formål i de kommende år - at afholde "Det Årlige Borgermøde" sidst i oktober. Den første generalforsamling i foråret blev brugt som en prøveballon - et mini-borgermøde med speed-oplæg, fra de foreninger der havde spændende nyt at dele. Referater kan læses her og her.

Så skete det at Station K pludselig havnede i kraftig modvind, da Banedanmarks planer for elektrificering af toglinjerne involverede, at Langå Station skulle rives ned. Vores kamp for at bevare Stationsbygningen spidsede til i efteråret 2022, og mange Langå borgere var engagerede i denne kamp - bl.a. ved at sende høringssvar til Kommunen. Det lykkedes med hjælp fra Byrådet i Randers at tvinge en ændring af planerne igennem.

Der foregår nu møder, hvor vi fra Station K bidrager med visioner for bygningens potentiale. Et vigtigt mål for os er, at de mange rejsende i fremtiden vil opleve liv og kreativitet, når de ankommer til byen. Vi har derfor fået hjælp af Jette Nikolajew til at skabe visualiseringer af en mere åben bygning, samt udsmykning af den nye bro.

Jeg kan lide at gå til møder med dem jeg kalder mine naboer. Det er en varm måde at opbygge og føle et tilhørsforhold til en by, man har valgt at flytte til.