Jeg vælger provinsby frem for myretue

På den rejse jeg lige er kommet hjem fra, var det tankevækkende at se storbyer oppe fra flyet... New York fra luften ved nattetid virkede næsten komisk... Jeg spejdede ud af vinduet for at se den imponerende skyline, men så i stedet en lille Lego-klods af blinkende lys (Manhattan) i et enormt landskab af forudsigeligt symmetriske vejsystemer.

Quebec og Montreal med sne på tagene virkede særligt grå og triste oppefra. I min fantasi så jeg storbyen, som en kæmpe myretue, hvor vi mennesker bevæger os efter forudsigelige mønstre. Mønstre som styres af kræfter, vi ikke selv kan overskue.

Den ellers hyggelige by Montreal, kan fra denne afstand ligne en myretue

Ja, så er det jo dejligt at komme hjem til Langå :) Siden jeg flyttede til byen er jeg begyndt at interessere mig for helt små detaljer i de processer, som omgiver bylivet. Jeg lægger for eksempel mærke til hvor dybt en kantsten fortsætter ned i jorden!

Når man i en lille by har mulighed for at overskue, hvad der foregår, og der også kommer ansigter på opgaverne, ændrer det noget inde i mig. Oplevelsen af en telefon-samtale med varmeværket bliver nu mere menneskelig. Jeg ved nemlig hvor kontoret ligger, og jeg forestiller mig, at det sikkert er en forælder fra skolen, jeg har i røret.

Jeg vil gerne, at mine børn lærer at begå sig i storbyer, og at de ikke føler mindreværd i forhold til alt det smarte, som foregår her. Men jeg synes også det er dejligt, at de vokser op i et mindre miljø, hvor de i højere grad kan overskue de processer, der skaber deres omgivelser. At det er genkendelige ansigter, som løser opgaverne i byrummet, tror jeg, giver tryghed.