Fra Nanortalik til Langå

Siden min barndom og unge år i 70-80’erne er der sket et statusskift omkring det at bo centralt i en storby. Det er vildt for mig at opleve dette skift, når jeg besøger min barndoms gader på Frederiksbjerg i Århus C. I dag opfattes man som heldig eller privilegeret, hvis man har mulighed for familieliv i en større lejlighed nær centrum af storby. Det er her den kreative klasse finder hinanden, og man kan cykle til det meste. 

Fra min barndom husker jeg en duft af cerut i opgangene, og der var ikke mange børn i kvarteret. Jeg husker det dog også dengang som et fantastisk sted at vokse op. Når jeg i dag ikke savner at give mine børn den samme oplevelse, skyldes det først og fremmest de alt for mange biler, larmen og de opskruede boligpriser. Den lejlighed jeg voksede op i, og som min mor solgte i 1985, koster i dag 14 gange så meget!

Hvis man først har fundet sig til rette i storbyen, føles det som et vildt og livsændrende valg, at flytte helt ud til en lille provinsby. Spørgeundersøgelser viser, at de byboer der vover pelsen, bliver vældigt godt tilfredse med nærheden til natur, og de muligheder det giver at bo billigere. De, der efter noget tid alligevel opgiver og vælger at vende tilbage til storbyen, nævner, at deres drøm om mere fællesskab ikke blev opfyldt.

Fordi min familie oplevede en helt utrolig velkomst fra vores nærmeste naboer, føler vi os nu også motiverede til at velkomme nytilflyttere på samme måde. I søndags var det en nytilflyttet familie fra Nanortalik i Grønland, der kiggede forbi med deres hund. Jeg tror det bliver starten på et rigtig godt naboskab. Jeg synes det er dejligt, når der kommer tilflyttere langvejs fra.

 

Har hørt om helikoptere der er blevet suget ind mod bjergside af et undertryk. 

Derfor var denne flyvetur til Nanortalik i 2016 både smuk og skræmmende.