Min mor lærte mig, at når man møder et menneske, som man har svært ved at rumme, så har man også mødt et potentiale for selvudvikling. Det kan være noget af et gravearbejde, men der vil på et tidspunkt dukke ledetråde op, nye vinkler og måske også et blik udefra på ens egne begrænsninger og for hurtige domme over den anden.
Da jeg og min kæreste var først i trediverne, flyttede vi til landsby-kollektivet Toustrup Mark med vores to børn. Vi boede der i 7 år, og det var i denne tid, vi fik vores tredje barn. I en hverdag med fællesspisning på alle hverdage og månedlige fællesmøder, bliver uenigheder med andre voksne tydelige. Disse uenigheder føles tæt på, fordi vi delte ugentlige arbejdsopgaver på madhold, opvaskehold og havde fælles ansvarsområder. Meget af ens sociale liv foregik desuden sammen med netop de mennesker, man havde oplevet uenigheder med. Dette bidrog alt sammen til, at ens rummeligheds-muskel blev trænet dagligt.
Det blev for mig betydningsfuldt at kunne iagttage forbilleder ud i rummelighed. Et sådant forbillede var parret Johs og Kari, som havde været med til at bygge Toustrup Mark op. Det startede med møder på Thy-lejren i 1970 og med overtagelsen af baraklignende bygninger fra Låsby Svendsens konkurs i 1971. Da vi flyttede ind i fællesskabet havde Johs og Kari allerede boet på Toustrup Mark i 36 år, og dermed havde de rummet et stort antal mennesker - også igennem den første tid, som var præget af ønsker om forandring i samfundet.I dag var vi til begravelse for Johs i Røgen Kirke. Kari er fra Norge og hendes norske familie fortalte i en tale til gravøl om, hvordan det havde taget år før deres familie kunne rumme, at deres datter havde valgt en dansk mand og dermed havde forladt Norge. Andre taler handlede om hvordan Kari og Johs var som ild og vand, og at det var styrken i deres relation. Rummeligheds udfordringer fandtes altså også de to imellem og i den nærmeste familie.
Det var rørende at se det store fremmøde til begravelsen. Mange af de fremmødte var tidligere beboere på Toustrup Mark, der ligesom jeg var blevet berørt af den rummelighed, der strømmede fra deres hjem og spredte sig ud i alle kroge af fællesskabet. Jeg vil slutte af med et citat fra en tekst Johs skrev i 2003. En tekst der inspirerede mig:
"Vi har regler og rammer, som samler
os, men det er karakteristisk for Toustrup Mark, at der stadig er en
slags demokratisk – anarkistisk tradition fra 1970. Formynder- eller
kommissærvælde er der ikke noget af. Tværtimod tror vi på og har tillid
til hinanden. Denne tradition er meget værdifuld, da den giver vide
muligheder for individuel udfoldelse indenfor fællesskabet."