Da vi i 2015 flyttede til Langå, lå der foran kirken et forladt supermarked. Det var en spøgelses-bygning med hegn omkring. År senere kom nedrivningsfirma, og det blev til en grå byggetomt. At mindes hvordan det så ud dengang, gør den udvikling der nu sker særlig glædelig: Græs og nyplantede træer giver frit udsyn til kirken. Derudover er der påbegyndt byggeri af nyt sognehus.
De nye bygninger er tegnet af arkitekt Søren Nørgaard. Jeg glæder mig til at se nyt og gammelt byggeri spille op mod
hinanden. Foto til højre er taget af Niels Drescher fra Langå-Posten. Man aner den asymmetriske tagryg.
Jeg er selv døbt og konfirmeret, men min vej til at ønske at være del af den danske folkekirke var ikke den lige vej...
Min kone fra Esbjerg havde barnetro med fra sin familie, der både tæller en sømandsmissionær og endda en professor på teologistudiet. Derimod voksede jeg op med en mormor i USA, der ofte talte ned om korrupte præster, og en farmor der var dedikeret indenfor Christian Science. Min far vendte denne kontroversielle trosretning ryggen gennem at uddanne sig til læge.
Min tilknytning opstod gennem musikken, stemningen og arkitekturen. Tre ting jeg lærte at holde af gennem barndomsoplevelser i Aarhus: Min mor, storesøster og jeg udviklede vores egen søndagsvane, hvor vi deltog i gudstjenesten i Sct. Pauls Kirke for enden af Bruunsgade - kun 100 meter fra hvor vi boede. Når sangen sluttede og prædiken startede, listede vi ud af kirken, og gik herefter videre mod Aarhus Domkirke. Her kunne vi igen opleve at synge med, og samtidig undgå den "kedelige" prædiken. De højloftede rum og lyden af orglet, satte sig som stærke indtryk, ligesom jeg også var fascineret af den Rolls Royce som kunne ses parkeret midt på Store Torv. Det betød at dronningen var i kirke med sine drenge.
En særlig arkitektur og stemning oplevede jeg igen, da min moder blev gift med en dansk præstesøn. Det skete når vi var på besøg hos hans forældre, Karen og Otto Bertelsen, i Vive. Her oplevede jeg livet i en smuk hvidkalket præstegård med stråtag.
Præstegården var hovedbygning i et trelænget byggeri med gårdsplads. Til den anden side, var der park med store blomsterbede, gamle træer, sol-ur og en lille sø. Karen Bertelsen var uddannet konditor, og arbejdede flittigt i køkkenet, mens hendes mand begravede sig i papirer på sit tungt møblerede kontor. Store ure tikkede i alle rum, og der blev holdt styr på faste rutiner som formiddags- og eftermiddagskaffe. Når jeg tænker tilbage på det nu, forstår jeg, at jeg også her fik en begyndende nysgerrighed overfor de kvaliteter, der opstår gennem en fornemmelse for traditionen.Sommeren 2020 kom digteren Søren Ulrik Thomsen til Langå. Ved arrangement på Station K, læste han digte op. Dagen efter optrådte han igen ved Øster Velling Kirke, hvor han fortalte om sit forhold til folkekirken. Grundlæggende handlede det om, at han sent i livet var vendt tilbage til gudstjenesten, og til hans store glæde oplevede, at der i de mellemliggende 30 år ikke var ændret et komma. Han talte derfor imod fornyelse af gudstjenesten, idet han argumenterede for, at det uforanderlige ved kirkens ritualer har en særlig kvalitet. Det fornemmer jeg, at han kunne være blevet enig med Otto Bertelsen om :)
Glæden ved fornyelse er dog dybt begravet i mit DNA. Glæden ved tradition er jeg taknemmelig for, at jeg har fået en forståelse for.