torsdag den 15. marts 2018

Langå Station - min port til hele verden.

Jeg er ikke utryg ved at flyve, men bøvlet med at komme ind og ud af en lufthavn med musikinstrument irriterer mig. Da jeg var klar til at bestille flybilletter til to koncerter i Holland, opstod tanken om at tage toget i stedet. Jeg tænkte på hvor dejligt det kunne være at stige på et tog i Langå, have god tid til fordybelse på rejsen og derefter stå udhvilet af toget i Utrecht/Holland - klar til at spille en koncert. Måske kunne jeg endda få et af mine børn med på rejsen...?

Hygge i det stille tog

For at være fremme sidst på eftermiddagen, måtte vi med en afgang kl. 5.26 fra Aarhus. Dette rejsetidspunkt havde den meget rimelig pris på under 1.000 kr. for os begge, da børn på 14 år rejser gratis med! Merpris for at rejse på første klasse var under 200 kr. så den oplevelse tog vi med :) 

Jeg har positive følelser knyttet til jernbanen. Jeg holder af at mærke togets bevægelser, mens jeg tager en lur. Min bedste soveoplevelse fik jeg på tur med sovevogn til Tjekkiet. Mange husker nok også lyden af togets fart, når man som barn stak hovedet ud af vinduet. Da de nye IC3 tog blev lanceret i 1990, var det for mig en futuristisk drøm pga. de flotte sæder og den magiske håndbevægelse i luften, som åbnede døre.

Billede taget af Hannah Withen Hejl fra koncert i Rotterdam

Denne tur med min datter blev også magisk. Allerede inden vi nåede Tyskland var vi forsinkede, hvorfor rejseplanen blev ændret undervejs. Det hele foregik dog i ro og mag og de udfordringer vi mødte, kunne vi klare ved at spørge de andre rejsende om hjælp. Jeg holdt af at kigge på landskabet og lærte sammen med min datter nyt om geografien, når vi krydsede floder.

Det lykkedes desværre ikke at finde en afgang fra Langå så tidligt om morgenen, men gennem at bo i stationsby banker mit hjerte nu igen for rejser med tog, og især for at undersøge muligheder for at lade Langå Station blive min port til hele verden.