fredag den 17. januar 2020

BOLIUS og Køleskabs Sport

Både min kone og jeg holder af at udskyde det med at blive rigtig voksne. En af flere grunde til, at det i 2007 føltes trygt at vælge kollektiv fremfor selv at købe hus. Hvilket vi så havde samlet mod til 7 år senere.

Toustrup Mark var der indrettet udvalg, som man valgte at bidrage til efter sin personlige interesse. De mest voksne beslutninger blev taget i VU (vedligeholdsudvalg), EU (energiudvalg) og FU (forretningsudvalg).

Min kone var glad for Køkkenudvalget - KU, som spillede en vigtig rolle, fordi køkkenet var fællesskabets hjerte. Jeg selv lagde blødt ud med arbejde i Festudvalget, men over tid voksede min interesse for de mere langtrækkende beslutninger, der blev taget i VU, EU og FU. På de syv år vi boede på Toustrup Mark, nåede jeg derfor at komme hele vejen rundt - simpelthen fordi jeg er nysgerrig og holder af at lære nyt - fra de voksne :)

Nu bor jeg selv i hus og må derfor træde i karakter som voksen! Jeg gør stadig brug af at stille mine naboer dumme spørgsmål - klogere kan man altid blive. En anden måde, jeg holder mig orienteret, er ved at læse BOLIUS (gratis medlemskab for boligejere) - her foregår seriøs erfarings-deling.

Artiklerne behandler langsigtede emner. I denne måned er temaet Grøn Energi, og jeg kan også læse den nyeste viden om asbest-tagplader. De tunge emner bliver blødt op af artikler om have og smarte indretnings-løsninger.

Bolius blad og rent køleskab. Før-billedet blev for klamt :(

Da jeg i dag hentede bladet i postkassen, finder jeg en notits om vigtigheden af at vedligeholde sit køleskab (gennem rengøring). For mig er en stor glæde ved voksenlivet, at jeg passer bedre på mine ting, så de holder længere. Det kunne mine bedsteforældres generation, og det har mange i min generation brug for at genlære. Fint, at vi er gode til at finde et A+++ køleskab til en god pris. Den virkelige udfordring bliver at få det til at holde i 20 år.

Min kone (med anciennitet i KU - køkkenudvalget), vil blive lykkelig over, at ekspertviden har lært mig, at vedligehold af køleskab er lig med at holde det rent :)