Er national forankring en positiv fællesskabsfølelse?

Efter at have gået på Langå Skole 6.-9. klasse, går min datter i år på 10.å på Eriksminde Efterskole nær Odder. At være med til introarrangementer, og opleve ånden og den demokratiske og kulturelle inddragelse som foregår her, minder mig om, hvordan jeg føler mig hjemme i Danmark. Nationalisme er et træls ord, men fællesskab omkring national forankring, synes jeg er en kilde til både glæde og visdom...

Min indvandrer familie i Thy i 1973. Til venstre er faster på besøg fra USA.

Sådan en som mig kaldes "andengenerationsindvandrer". Mine forældre indvandrede til Danmark fra USA i slut-tresserne, og de taler begge med tydelig amerikansk accent. Lidt i sjov beskriver jeg mit modersmål som "dårlig dansk". Min kone morer sig over, at jeg først som voksen lærte, at det ikke hedder "skildepadde" :)

Min far kunne ikke vende tilbage til USA. Han havde demonstreret offentligt mod Vietnam-krigen ved afbrænding af sine indkaldelsespapirer til hæren og måtte derfor forlade landet eller risikere en længere fængselsdom. Mine forældre var derfor optaget af, at vi blev integreret: Vi fik danske navne og lærte først senere engelsk.

Begge mine forældre har gennem hele min barndom udtrykt glæde ved Danmark og danskhed generelt. Gennem min opvækst voksede en identitet som dansker inden i mig, som jeg delte ud af - også når jeg som barn besøgte familie i USA. Det var sjovt at fortælle historier fra landet (Danmark) hvor uddannelse var gratis, om lukkeloven der gjorde at butikker åbnede og lukkede på faste tidspunkter, om de mange politiske partier, om de høje bil- og benzinpriser o.s.v. Alt sammen MEGET eksotisk at høre om for mine amerikanske fætre, kusiner, onkler, tanter og bedsteforældre. For dem lød det som den rene idyl - omend også noget forvirrende eller ligefrem utopisk.

I dag opleves afstande mellem verdens lande mindre og også vores lille stationsby er forbundet med verden. Det sker bare man åbner sin computer, men vi får også besøg af internationale artister til arrangementer på Station K. Meget har ændret sig på ret få år...

Selv holder jeg af at huske de forskelle, jeg oplevede i min dansk/amerikanske opvækst. Jeg tror på at dansk kultur kan bidrage med noget særligt i verden, og at vi derfor ikke skal pakke den væk. Jeg kender kulturen som en udpræget demokratisk dannelse og en mild skepsis overfor stærke autoriteter. Humor er der også, og den er ofte ikke politisk korrekt.

På min ældste søns gymnasie i Hadsten er nærmest alle overflader på skolens vægge og stolper dekoreret med kruseduller af Hans Krull og Per Kramer - der er både lange tunger og bare bryster.