Fællesskab mellem de nordiske lande

Jeg elsker når danskere, nordmænd og svenskere interesserer sig for de kulturelle forskelligheder landende imellem. Der opstår interessante samtaler, når det lykkes at overkomme barriererne, som primært er to ting: Sproget og vores vane med gensidigt drilleri, der kan såre hinandens nationale stolthed. Jeg oplever, at de små forskelle mellem de nordiske lande er top-interessante at studere, fordi vi bliver klogere på alt det, vi er vant til at tage for givet. 

Besværligt er det!

Jeg lytter ugentligt til podcasten Norsken, svensken og dansken, som streames på DR. Det er underholdende, tankevækkende og besværet værd for mig - en fin måde at få ugens aktuelle nyheder belyst fra tre sider. Nogle gange er de fire i stedet for tre, da der kan være en gæst inviteret med fra Færøerne, Grønland, Island eller Finland.

Amerikansk lade

Som 26-årig havde jeg en stor oplevelse med at flytte fra Aarhus til Göteborg, hvor jeg boede i 3 år. At så meget føltes anderledes kom som et chok! En oplevelse jeg nok stadig bearbejder ved at høre samtalerne i podcasten. 

Jeg kendte ellers mig selv som nysgerrig på verden og åben overfor det fremmede. Jeg følte mig som et globalt indstillet menneske fra den vestlige verden, med en blandet dansk/amerikansk baggrund - frisat fra national forstokkethed. Det var derfor overraskende hårdt for mig at rumme og omfavne den svenske fællesmængde. Pludselig lærte jeg mig selv at kende - netop som forstokket og kulturelt låst.

Svensk lade

 

Samtidig var der meget at elske. Jeg havde fundet sammen med en modig svensk kæreste, og mit nysgerrige sind blev dagligt stimuleret af alt det anderledes. På nogle fine måder blev der også bygget bro mellem mit USA og mit Danmark. Helt konkret ligner Sverige det "Northern Midwest America" jeg kender fra mine barndoms somre. Bilerne er store, naturen langstrakt og det flerkulturelle præger storbyerne.

Også i musiklivet var der interessante forskelle. I Sverige forekom det kommercielle drive at være stærkere og musikerfagforeningen at være svag. Musikere og bands i Sverige havde en alvor, som jeg lærte at værdsætte. 
  En pudsig forskel var, at publikum ofte fik mad serveret, mens bandet spiller sit første sæt. Dette oplevede jeg første gang til Marie Bergman koncert på 1. sal i et lille rum med langborde, hvor jeg anstrengte mig for ikke at larme med bestikket. Helt skørt blev det, da jeg senere var til koncert på spillestedet Nefertiti. Det amerikanske hip-hop band The Roots spillede deres hårdtslående første sæt, mens de mere velstående publikummer havde første parket ved små borde, hvor de fik serveret en menu. Vi, der havde betalt almindelig billet, fik ståpladser længere tilbage i rummet. Jeg kunne ikke forestille mig et lignende scenarie i Danmark, hvor magtforskelle helst underspilles.

Som 26-årig var det for mig sundt at blive konfronteret med min forstokkethed. Jeg elsker, at jeg brugte de tre år på at lære svensk og på at udvide min horisont. Jeg elsker også at et savn imod Danmark voksede i mig. Helt rodløs er jeg altså ikke :)

 

Åsa Linderborg, Hilde Sandvik og Hassan Preisler giver pan-skandinavisk familieterapi