Det er fællesskabet, som skaber en hverdag, hvor vi kl. 18 man.-fred. kan sætte os på en stol og få serveret et aftensmåltid. Efter spisning bliver opvasken sørme også taget!
Basisvarer som grøntsager, ris, mel, cornflakes, rugbrød, havregryn, æg, pasta, bønner og mælkeprodukter bliver bestilt via Solhjulet og stillet på hylder og på køl, så vi kan gå op og hente.
Det er fællesskabet, som gør, at jeg har adgang til brænde, der er kløvet og tørret til min brændeovn. At værkstederne findes, så jeg kan save træ til på rundsaven og klippe i metalplader, når jeg sætter emhætte op - osv. osv.
Det er også fællesskabet, der gør, at jeg kan spørge om gode råd, inden jeg går igang med et byggeprojekt. At jeg kan få en hånd, når jeg mangler det. At jeg får et smil og en hilsen den dag, hvor jeg havde mest lyst til at blive i sengen.
Mine børn kan selv gå ud og finde kammerater i de tre gårde, som binder Toustrup Mark sammen. Min pige på 4 år cykler rundt mellem gårdene og hilser, da hun jo kender navnene, på alle hun møder. Min søn på 9 år laver selv legeaftaler og spiller meget på fodboldbanen.
Endelig er det hyggeligt at være en del af et minisamfund på omkring 70 personer. Alle aldersgrupper og stader af livet er repræsenteret. Vi holder gode fester og har en venlig omgang med hinanden i hverdagen.