søndag den 20. januar 2008

Hvorfor flyttede vi?

Vi boede til leje i fint beliggende lejlighed i Århus C med egen have ud til parkområde. Vi var også glade for børnehave og skolemuligheder i området. Der voksede sig dog en lyst frem til at prøve noget andet, og vores blik faldt på Toustrup Mark.

Jeg havde søgt derud 6 år tidligere, da jeg boede alene med min søn på 2 år, uden at blive stemt ind. Nu var vi en familie på fire, og min kæreste var interesseret nok til at følge med ud at kigge, da vi hørte, at der blev en lejlighed ledig.


Vi syntes godt om stemningen, der er omkring fællesspisning, og min søn på 8 år var som en fisk i vand på TM. Vores datter på 4 var mere reserveret og sad på skødet af os ved spisning. Hun lyste dog op, da hun så dyrene: Ungarske uldsvin, ponyer, geder og katte. Også bordtennisrummet med ribbe og madras var populært. Min kæreste og jeg kunne godt se den gode idé i, at børnene har legekammerater i nærområdet, og vi følte os velkommet af de voksne, vi hilste på.

Standarden på de lejligheder vi så, som evt. blev ledige, kunne slet ikke sammenlignes med den arkitekttegnede betonfornuft, vi flyttede fra. Til gengæld holder vi af skønheden, der opstår pga. de skæve vinkler og flittig brug af genbrugsmaterialer. Den lejlighed, vi er flyttet ind i, er charmerende og lys men lille og næsten uden køkkenskabe. Til gengæld er den nem at lufte ud, brændeovnen hygger, og så har vi fået bil.