mandag den 1. december 2014

Nattergalen

I Kina holder man af H. C. Andersens eventyr, og kinesiske turister kommer i stor mængde til Danmark og fotograferer Den Lille Havfrue. I Danmark skærer man ned på de humanistiske studier for at kunne konkurrere med kineserne, mens kineserne sender delegationer til Danmark for at studere folkebiblioteker, højskoler og humanistiske fakulteter.

Eventyret Nattergalen af H.C. Andersen foregår i Kina, og handler lige akkurat om, hvad der sker omkring os lige nu. Den rigtige nattergal bliver forvist af den kunstige. I stedet for at sidde med en rigtig bog med smuk typografi og læderryg, skal vi nu til at læse E-bøger på en skærm. I stedet for at plukke bønner i haven, køber vi frosne i plastic. I stedet for at spille skak med sin far på et bræt, som storebror har lavet i sløjd og med brikker udskåret af hårdt træ i Afrika, sidder Frederik nu alene på sit værelse og spiller mod en computer på en iPad. I stedet for en samtale under fire øjne med en ven, har man nu 250 venner på Facebook, som man sender ligegyldige beskeder og fotos af, hvor godt det går. Vi kører rundt i biler, som vi ikke selv kan få til at køre igen, hvis de går i stå.  Vi omgiver os med ting, som ikke kan repareres, men er produceret til at holde en vis tid. Vore gamle spises af med vakuumpakket mad uden duft. I stedet for fri leg styret af fantasi og nysgerrighed og fri færdsel i skove og moser skal børns lege nu om dage styres og overvåges af voksne, og uanset deres motivation skal de helst lære at læse i børnehaven.

Det er helt pudsigt, at den kunstige nattergal var fremstillet i Japan, som i dag producerer robotkæledyr til erstatning for rigtige katte og hunde og sælunger, som vi kan sidde og klappe, når vi bliver gamle. H. C. Andersen så denne tendens og advarede imod den. Citat: ”Hos den virkelige nattergal kan man aldrig vide, hvad der vil komme, men hos kunstfuglen er alt bestemt på forhånd. Man kan gøre rede for det, man kan sprætte den op og vise, hvordan den er udtænkt, hvordan valserne ligger, hvordan de går." Men de fattige fiskere, som havde hørt den rigtige nattergal, sagde: ”Det klinger smukt nok, og det ligner også, men der mangler noget, jeg ved ikke hvad”. Og da kejseren er ved at dø, er det den rigtige nattergal, der giver ham glæden og livet og livsmodet tilbage.
- Udrag af tekst skrevet af Johs Lassen