Det har været en øjenåbnende oplevelse for mig at flytte ud af storbyen - først til Landsby-kollektivet Toustrup Mark og senere til den lille stationsby Langå. Det er en dybere fællesskabsfølelse og muligheden for ro, som tiltrækker mig.
Jeg oplever at der i Langå er en særlig lyst til fællesskab, som jeg gerne vil bidrage til. Helt almindeligt naboskab kan virkelig noget !!!
torsdag den 6. december 2012
Vidunderligt besvær
Citat fra bogen: Fælledskab, 2011 (Søren Hermansen/Tor Nørretranders)
"Fællesskaber er som børn: Vidunderlige, livgivende og udviklende. Men samtidig også øretæveindbydende, trælse og besværlige.
Ikke meget andet end børn og fællesskaber kan fylde én med den selvfølgelige følelse af at livet giver mening alene ved at blive levet. Omvendt er der heller ikke meget andet, der kan efterlade én med samme fortvivlede udmattelse og lyst til bare at være i fred.
Men det går ikke uden. Heldigvis. Måske koster det på den korte bane med alt det, der skal investeres i unger og i fællesskaber, men i det lange løb rummer de fremtid, udvikling og livsglæde i sig. Man mister noget af kontrollen over sit liv, men får til gengæld foræret en masse leg, lykke og læring. Det kan godt hænde at hverken børn eller fællesskaber bliver mere livsbekræftende af at blive voksne, men undervejs er de selve livets gnist - og besvær."